Så synder dagene godt nok på sidste vers.
I morges sendte jeg Elisabeth hjem til Norge, og i morgen er det min tur til at sige farvel til Vietnam. Jeg kan slet ikke forstå det. Hvor blev tiden af???
Det er med meget blanede følelser, jeg tager afsted. På een gang glæder jeg mig helt vildt meget til at se Vanessa igen, rejse rundt og bare opleve en hel masse mere, men nøj, hvor bliver det hårdt at tage afsked med min nye familie – og ikke kun familien, men også den hverdag, jeg har skabt her i Hanoi. I morgen er det slut… Jeg kan slet ikke fatte det.

Det var alt her fra Hanoi, Vietnam, i denne omgang. Jeg håber meget på, jeg en dag vender tilbage hertil.
Næste indlæg er nok fra Thailand eller Cambodia – eller ja, hvem ved?

Stranden i Nha Trang

Stranden i Nha Trang

Mig i det Syd Kinesiske Hav

Elisabeth og jeg i Nha Trang

En bette drink blev det også til :-)

En traditionel spise i Tet-holiday. På dansk ville den “kage” hedde klistrede-ris-kage. I midten er der kød og bønnemasse. Ellers består den af ris. “Kagen” her tager fire dage at lave. Grunden til den grønne farve, er, at kagen er pakket ind i bananplameblade. MUMS! :-)

Besøg af familie

Min værtsfar, – lillesøster, – mor og jeg foran “Tet”-træet.

Tet-besøg af familie

Min værtslillesøster og jeg :-)

Klik på billederne for at få dem større

Happy new year!! (som overskriften jo også siger )

I dag er det den 14. feb, Valtentins dag, men også den første dag i følge “luna-kalenderen”. Vi fejrede altså nytåraftens i går. Her er nytåraften ikke en dårlig undskyldning for at holde kæmpe fest og drikke sig sanseløst beruset (ikke at jeg gør det ) Nej her drejer det sig fuldt ud om lykke, familie og det spirtuelle. Jeg har derfor brugt weekenden (nytårsaften, og nytårsdag) på at besøge en hel masse familiemedlemmer.
Alle vietnamesere har ferie en uge før og en uge efter “Tet” (“Tet”-dagen er den 14/2  følge vores kalender, altså nytårsdag i følge Luna-kalenderen), som nytåret hedder. Ugen før bruger de på at gøre rent og lave mad (og bare forberede en hel masse) Ugen efter “Tet”, som er den uge vi er i gang med, bruges på at besøge familie, venner, naboer osv, ønske den godt nytår og spise en masse god mad (som blev forberedt ugen forinden)
Nytåraften, den 13. feb, brugte vi til at besøge familien på faren side, og spiste ved bedstemoren, hvor Bông og jeg også overnattede. Dagen i dag har vi så brugt på at SPISE. Jeg har aldrig i mit liv spist så meget på een dag, som i dag. Her bliver der serveret the, vodka, andre stærke drikke, masser af slik, frugt og andre snacks. Det er rigtig hyggeligt, men nøj, hvor bliver der spist meget mad. Jeg havde helt ondt i maven, da jeg skulle i seng i går, for der kan jo ikke takkes nej, når jeg bliver tilbudt det ene efter det andet, hvad enten det var vodka shots eller mærkelige frugter.
Vi startede dagen med at spise morgenmad (rester fra nytårsmåltidet) hos bedstemoren. Herefter blev vi hentet af Lan og Thang (moren og faren) som tog os med rundt til familie og venner i området. Her kom vi ind – sagde “Chúc mừng năm mới” – godt nytår, modtog lucky-money (en form for julegave) og fik så en masse snacks, frugt, te og sprut. Det var rigtig hyggeligt, og de var alle meget interessert i at høre om mig.
(Jeg kan fortælle så meget mere om, hvad der sker, taditionerne og så videre – men dem må I have til gode. I skal jo også kunne holde til at læse resten af indlægget. )
Det eneste, der så er ulempe ved at være “fremmed” og “gæst” er, at når de siger spis, så SKAL du sige “ja tak” og spise… Dette sker så ca. hvert andet minut. Det samme gælder drikkelse – du kan ikke sige nej tak til et glas te eller vodka for den sags skyld. Puha. Men de mener det jo kun godt. Du er bare uforskammet, hvis du siger nej tak til dem, især når de er ældre..
Men det har været en rigtig hyggelig dag sammen med familien. Tanken om at skulle forlade dem om en uge er forfærdelig!
De næste dage fortsætter med samme stil som i dag med at besøge en hel masse og ønske dem held og en masse lykke i det nye år. Det har været, og er, helt vildt fedt at være en del af denne begivenhed.

Inden “Tet” skete der jo også en masse. Jeg har haft min sidste dag på hospitalet (den 5. feb), hvor jeg endte med at komme i nationalt tv. Jeg har dog ikke set det endnu. Men det var en skæg oplevelse. Jeg fik at vide, der kom “nogen”, der ville stille mig et par spørgsmål, og det ville tage fem min. – Det endte så med tv-hold og det tog i stedet 40 min. Typisk vietnamesere..

Efter arbejde den 5. feb tog Elisabeth og jeg så syd på til Nha Trang, som er Vietnams svar på Sunny Beach for backpackere. Det vil altså sige, at unge kommer her udelukkende for at ligge på strand om dagen, og drikke sig fuld om aftenen – det var ikke lige det vi havde planlagt. Men på stranden kom vi, og nøj, hvor var der bare fantastisk. Det var en rigtig dejlig tur.

Nu er jeg så tilbage i Hanoi, og har her mindre end een uge. Puah. Hvor er tiden blevet af. På lørdag rejser jeg til Bangkok, for at mødes med min veninde Vanessa, som jeg skal rejse med i en måned inden jeg kommer hjem igen. Vi har ikke planlagt noget specielt endnu – to overnatninger i Bangkok og så min flybillet hjem den 19, marts fra Cambodia.
Jeg kan slet ikke forstå at det hele i Vietnam snart er overstået. Det er meget vemod at skulle sige farvel til min vietnamesiske familie – i sær min værtslillesøster! Jeg tog mig selv i, at jeg i gåt kom “hjem” og tænkte “hvor er det godt at være hjemme igen”…. Puha.

Jeg håber I alle har det rigtig godt, og glæder mig til at høre fra jer.

Ps. Jeg sender også rejsemails hjem. Vil du gerne modtage disse, så send mig gerne en mail på signe-kn@hotmail.com 

Da jeg gik ud af gymnasiet lovede jeg mig selv aldrig mere, at skulle lave noget, der inder om en engelsk aflevering igen… Men men men, så blev jeg spurgt, om jeg ikke vil skrive en artikel til SJ Vietnams nyhedsbrev, om det at bo hos en lokal familie, og kunne selvfølgelig ikke få mig til at svare nej.
Jeg tænkte den, også ville have interese for jer, der følger med på mig blog. Den er godt nok på engelsk (mit engelsk, så tag forbehold for fejl osv)

Life in Vietnamese

I finished high school this summer and decided to have a gab year before starting at the university sep. 2010. I was thinking a lot about, what I wanted to do the upcoming year and with my life in generally.
I have always wanted to go to Vietnam and get to know another culture so different from my every-day-life in Denmark. And is there a better way to do that than living with a local family? I doubt it!
Living with a Vietnamese family is an extraordinary experience that you will always remember.
I was so lucky being placed with a family with whom I really connected. I am now part of their everyday life and activities. I love the people I live with. Everybody is so nice to me, and they are trying to help me in every way they can. They are helping me experience the most out of Hanoi and Vietnam.
When you live with a local family, you will pick up the language much faster, you will become a part of the family, they will introduce you to other locals and you can establish many useful connections. You will get to know local people from a completely different perspective and get a deeper insight when you live with them. You can learn a lot about the people, their culture, believes, hobbies and cuisine, an insight that you will hardly get, when you live with other foreign volunteer workers in an international dorm.
I know that living with a host family is not for everyone, but it is certainly an option worth to consider. If you want to plunge into the Vietnamese language, life and culture, then accommodation in a Vietnamese host family is an ideal option. I am sure, living with a family is a great experience and my stay in Vietnam would not be completed without it.

Som overskriften hentyder, vil jeg “kort” berette om min tur til/i fitness i dag. For det er ikke bare en tur i fitness – det er vildt!
Jeg starter turen dertil i bus. Gerne en mega proppet bus, hvor man lige så godt fra starten kan vænne sig til, at ALLE skubber og står i vejen.
Forstil dig, at bussen er tæt pakket. Du har rygsæk på. Det er umuligt at komme til at stå et sted, hvor du kan holde ved. Bussen accelererer, du kan kke gøre andet end at følge med bevægelsen, og falde frem og tilbage i dem omkring dig. Folk råber, snakker til dig, berunder dig, slår dig uden du ved, hvad der helt præcist foregår. Pludselig flyver dit hjerte op i halsen, da bussen kører over for rødt, og har retning direkte mod mængde af “motorbikes”.
Det er vist kort og godt et lille udsnit af oplevelsen af en tur med bussen…
Og så ankommer jeg jo til motionscenteret. Her mødes jeg af tusind nysgerrige blikke (mest af mænd) som KUN er iført deres bokseshorts/underbukser. (ingen sko eller lignende) Hvis ikke de har synet rettet mod mig (ikke på en ubehagelig måde), er det rette mod dem selv i spejlet, hvor de spænder med musklerne.
Damer går ikke i fitness her – kun til aerobic. Ikke aerobic, som vi kender det. Nej, de bevægelser de laver, ville du kunne komme i fængsel for at lave offentligt i Danmark. De er meget perverse. Og damerne er selvfølgelig heller iklædt ret meget tøj. Det minder mest af alt om en bikini.
Ikke nok med det, så kommer der tit uventede besøg i bruseren. (det lyder lidt forkort) Men men men, når jeg står i gang med at vaske hår, kommer der tit et par damer fra aerobicholdet, som skal på toilet på samme tid. (Der er kun et toilet) Dette er slet ikke noget problem – den ene sætter sig nemlig bare inde i bruseren hvor jeg er i bad!!!! Når man skal, så skal man.. Åbenbart.
Man må vænne sig til meget her! Hehe. Jeg tager (det meste) med et smil og et grin..

Ellers har jeg det rigtig godt her i Hanoi. Jeg var til “begravelse” sidste uge, som på en gang var en spændende og meget mærkelig oplevelse. De gør rigtig meget ud af døde mennekser her. Pigen, Bông, (hvis navn jeg ikke kan udtale) har efterfølgende fortalt mig meget om det. De går meget op i troen på sjælen, og dyrkelsen af denne. Nogle traditioner synes jeg er meget underlige, men der er også ting vi i Danmark kunne lære af.

Status med hospitalet er, at jeg bliver. Jeg har valgt at se på projektet med andre øjne, og tænker hele tiden på, at det er for børnenes skyld jeg er der, og ikke min.
Det gik først rigtigt op for mig for et par dage siden, da to nye lang-tids-voluntører skulle besøge vores projekt. Efter arbejdet fortalte de, at de synes det var vildt, så glade børnene blev for så lidt. Det har mine forældre også flere gange sagt til mig, efter deres besøg på hospitalet. Så jeg vil ligge vægt på, og minde mig selv om (når jeg synes det er allermest kedeligt, eller alt for lidt tid) at målet er at gøre de par timer til dagens bedste for de børn, der er på hospitalet. De ser frem til, vi kommer, og råber altid “hello” eller “Xin Chao” med en enorm glæde. Jeg er nu blevet overbevist om, at deres tilråb, glæde, smil og grin er hele arbejdet værd – og det er det jeg er her for. Det kan godt være, mit arbejde ikke lige frem skaber en social forandring (som jeg var overbevist om, jeg skulle i Indien), men jeg gør en forskel for de børn. Det har jeg nu fået øjene op for, og det er ubeskrivligt givende.

Lige nu ser jeg frem til utrolig mange begivenheder. Der skal jo ske så meget. I feb. er der Tet holiday, som er vietnamnesernes nytår. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg har hørt rigtig meget om det, og glæder mig til at bruge en masse tid sammen med familien, og opleve det hele.
Vietnameserne holder ca 14 dages ferie omkring Tet – så det skal vi også. Det vil sige jeg har min sidste arbejdsdag omkring den 5. feb. Det er lidt vildt! Så skal der opleves noget mere af Vietnam.
Den 20. feb. kommer min veninde Vanessa (som jeg har mødt igennem Mellemfolkeligt Samvirke. Hun var også med i Indien og er lige nu i Nepal at arbejde). Vi skal så rejse rundt sammen i en måneds tid. Planen er lige nu lidt Vietnam og så Cambodia. Jeg har lidt problemer med mit visum, og der er kommet nye regler her i Vietnam, så vi må se, hvad tiden bringer.

Jeg er stadig enorm glad for at være her. Jeg skulle lige i gang igen efter mine forældre rejste, men nu kører det bare. Min værtsfamilie er fantastiske – omsorgsfulde og vil mig alt det bedste. Jeg er begyndt at snakke mere og bedre med Bông (det er så nemt at skrive) Så det er bare herligt.

Jeg håber du/I fortsat har det rigtig godt! Håber, at høre fra dig/jer. Smid evt. en kommentar herinde.

Knus, kram og tanker fra Hanoi.

På restuarant med mor og far i Ho Chi Minh City

Børnene på hospitalet elsker at lege med balloner

Mor, far og jeg på lokal restaurant. Det bedste sted at spise Pho Xao. Her koster et måltid mad under 6 kr.

Mor, far og Elisabeth på besøg hos min vietnamesiske familie

Min "lillesøster"s fødselsdag. Jeg sidder ved siden af bedsteforældrene, og Bông ("lillesøsteren") skærer kage ud

 Se også indlægget nedenfor

Så er det ved at være længe siden jeg sidst har skrevet herinde.
Jeg nu tilbagevendt fra rejse med mine forældre. Det var en herlig tur vi sammen var på, og det var dejligt at se noget mere af Vietnam. Det er et fantastisk og kontrastfyldt land. Glæder mig allerede til jeg skal se mere af det.
Jeg sidder igen på mit værelse i Hanoi og ligger hovedet i blød over, hvad jeg skal finde på at skrive herinde. Der er jo så meget at fortælle…

Familien jeg bor hos tog i mod mig (igen) med meget åbne arme, og var spændte på at høre om min tur. Det var dejligt at komme tilbage til dem, og jeg kan mærke jeg er begyndt at føle mig mere hjemme her. Det er en helt fantastisk og rar familie.
Tilbage på arbejde – jeg glæder mig til at komme ordentlig i gang og give den hele armen i de 2 timer jeg bidrager med. I morgen skal vi holde møde med organisationen SJ Vietnam, som jeg arbejder for (vi har møde hver torsdag) Her vil jeg undersøge mulighederne for at komme på et andet projekt, måske oveni hospitalet. Jeg føler ikke mit arbejde er så givende, som jeg gerne ville have – Vi må se, hvad der sker.

Der skal ske en hel masse det næste stykke tid (der sker noget hele tiden) Natten til lørdag er jeg inviteret til “begravelse”. Det er en vietnamesisk traditon, hvor man graver et dødt familiemedlem op ad jorden, for at samle knogler og begrave disse igen. Umiddelbart synes jeg det lyder vildt klamt, og kan ikke forstå, at man må dette – kæmpe kulturforskel. Men jeg er sikker på det bliver spændende – ellers havde jeg heller ikke sagt ja til at tage med. Det er familiens svigersøns bedsteforældre, der skal graves op.
Efter opgravningen er der vist noget spise-kom-sammen. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvordan det foregår, men det finder jeg jo ud af.

Lørdag skal jeg ud med nogle piger fra organisationen. Vi tager ud og spiser og i biografen. Dette glæder jeg mig også meget til. Det bliver super hyggeligt.
Næste weekend er Elisabeth og jeg ved at planlægge en tur op nord på – til en nationalpark. Jeg kan ikke få nok rejseri.

I dag er der 73 dage til jeg lander i Aalborg Lufthavn. Det lyder af meget synes jeg – men det kommer til at gå ufattelig stærk, er jeg bange for.
Jeg nyder hvert et øjeblik og får det bedste ud af de situationer jeg kommer ud i.

Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt jeg er taget afsted og har taget denne opagve. Det er så ubeskrivelig fedt at kunne sige “Jeg bor i Hanoi” og leve en hverdag her - helt på vietnamesisk.

Jeg håber, du/I har det rigtig godt, og du/I giver lyd fra dig. Skriv meget gerne en kommentar herinde.

Knus og kram fra Signe.

Så blev det pludselig den 21. december – hvor blev tiden af?
Der sker så mange ting hele tiden, og jeg vil rigtig gerne fortælle om det hele, men det er ikke muligt her på bloggen, så jeg vil prøve at gøre det så godt jeg kan.

Jeg brugte meget tid i starten på at være negativ over, arbejdssituationen her, og havde utrolig svært ved at se, hvordan jeg skulle gøre en forskel her, og skabe social forandring, som vi ellers blev undervist i, i Indien. Jeg er efterhånden kommet mig over skuffelsen, og prøver at få det bedste mulige ud af det.
Elisabeth og jeg har snakket meget om hvilke projekter vi kunne gå i gang med, da vi jo har meget tid til dette – men vi føler ikke det er til at tage fat i nogen eller noget på hospitalet, så vi er blevet enige om, at gøre de godt to timer på sygehuset, til de to bedste timer om dagen for børnene. Vi ligger hovederne i blød for mulige aktiviteter osv vi kan tage fat i.  I dag skal vi f.eks. have musik med, spille bold og lege med balloner – jeg håber dette bliver en succes.

Typisk billede fra hospitalet, hvor vi leger med børnene.

Der er nu gået lidt over tre uger her i Hanoi - det er helt vildt. Den vilde trafik, maden, sproget og kulturen er stort set ved at blive min hverdag, og ikke ting jeg ligger så meget mærke til mere. Dermed ikke sagt, at det ikke er spændende – for det er det! Helt vildt fedt.

Jeg har fået besøg af mine forældre – det var herligt at se dem igen.
Den første dag brugte vi sammen på at se Hanoi, og jeg førte mig selvfølgelig frem, og fik smidt dem på en bus, og vist dem en masse.
På een gang synes jeg, det er mærkelig og dejlig de er her. Min hverdag er så forskellig fra den derhjemme, der sker så meget, og pludselig kommer de, og skal for en tid være en del af den. Det er lidt vildt, og jeg er sikker på, de synes, det er helt vildt fedt.
Fredag aften var de inviteret hjem til spisning hos min “familie”. Jeg tror, jeg var lige så spændt på dette, som de var. Moren, Lan, havde taget tidligere fri fra arbejde, for at lave mad osv, og nøj en middagsbord, der kom os i møde. En masse traditionelt vietnamesisk mad.

Her i weekenden har mine forældre været på tur (de kommer tilbage til Hanoi på onsdag), og Elisabeth og jeg tog en tur til den såkaldte Parfume Pagoda. Den er placeret godt 2 timers kørsel fra Hanoi. Det var en stor kontrast fra Hanoi, at komme der ud. Her var bjerge, mega flot natur og ro. Det var en rigtig god tur.

Wow! Et helt andet billede af Vietnam. Her er vi på vej til Parfume Pagodaen. En times sejlads på floden omgivet af bjerge. Fantastisk!

Og så er det jo jul. Overalt i Hanoi, i butikker osv, har de opstillet juletræ, julemænd og hvad der ellers hører til. Men julesteminingen er her ikke rigtigt. De fejrer jo ikke jul her, da de er buddhister. Alligevel var jeg inviteret til jule-arrangement hos Elisabeths værtsfamilie i går. De har tre børn på hhv. 5, 11 og 14, som er medlem af en engelsk klub for børn. Denne klub arrangerer forskellige arrangementer, og i går skulle vi så holde jul. Dette gjorde vi så ved at synge (rigtig mange sange om og om igen) Det var hyggeligt, og her kom jeg godt nok til at savne julen hjemme ved min farmor og farfar. Herudover var der nogle forskellige lege for børnene, en KÆMPE buffet med rigtig lækker vietnamessisk mad, og til sidst kom julemanden selvfølgelig med gaver.
Jeg snakkede med børnene om, hvad de synes om jul, og de svarede at det er rigtig sjovt, og de kunne bedste lide, at man får gaver. De ser julemanden som en form for superhelt. En meget sjov sammenligning.

Stemningsbillede fra julerrangementet

Nu har jeg flere gange nævnt, at vi får traditionelt, eller bare alm. vietnamesisk mad, og jeg tager jo som jeg en selvfølge, at alle ved, hvad det egentlig er. En lille forklaring: RIS og suppe!
Her spises der ris morgen, middag og aften. En tyspisk og almindelige aftenmad består at ris, grøntsager og suppe. Hvilken slags suppe eller grønsager det er varrierer. Når vi så får rigtig god mad er der tyspisk forårsruller, kød og kylling serveret til ris, grønsager og suppe.
De første par morgner jeg boede ved familie stod jeg tidligt op og spiste morgenmad sammen med dem. Her blev der serveret ris og suppe. I denne suppe var der så kyllingefødder og knogler i…. Ikke lige det man har allermest lyst til kl. 6 om morgen. jeg har prøvet og jeg kan virklige ikke få det ned, så jeg har invisteret i mælk og cornflakes.

Ville lige til at skrive “ellers sker der ikke en masse her”, men det er jo løgn.
På torsdag holder jeg ferie frem til den 5. januar. Her skal jeg med mine forældre rejse syd på, og se meget mere af Vietnam. Det glæder jeg mig meget til!

Det var alt for nu – glæder mig til at høre fra jer.

Knus og kram fra Signe.  :-)

Elisabeth og jeg ved West Lake

Alle vietnamnesiske damer går med denne, så jeg skulle også lige prøve..

Botansik have - rigtig flot og lækkert sted i Hanoi

Min værtsfamilie

Velkomstmiddag - Mega lækkert!

Så er jeg endelige kommet til at bo ved en værtsfamilie. Yes yes yes! Fuldstøndig overladt til os selv fandt Elisabeth og jeg ud af transport osv. for at komme frem.

Og hvilken velkomst!! Der var lavet rigtig lækker vietnamnesisk middag, som moren havde brugt det meste af eftermiddagen på. Jeg blev straks vist frem til hele familien, som bor lige ved siden af, af den 17 årige og meget kvikke pige, som er den eneste jeg rigtig kan snakke engelsk med her i huset. Moren kan lidt – men det er MEGET lidt, men det er sjovt at kommuniskere med forældrene, selvom vi ikke taler samme sprog.

Jeg fik hurtigt at vide, at jeg var en del af familien og jeg fik mig hurtigt en lillesøster. De lagde meget vægt på, at deres hjem nu også var mit hjem. Herligt. Dejligt med en varm velkomst.

Jeg er så heldig at have mit eget værelse - det vil faktisk sige min egen etage. Huset her består af fire etager. Det lyder vildt (det er lidt vildt), men familien her er ikke velhavende, men meget “almindelige”. Jeg har fri internet, 20 meter til supermarked, 50 meter til bussen, som jeg skal tage til arbejde – med andre ord: Det er perfekt!

I weekenden er der sket en hel masse. Vi var jo lørdag til international volunteer day, som jeg fra starten ikke synes var vildt fedt, og det vidste faktisk at være helt som forventet. Hehe. Meget vietnamnesisk, hvor folk skulle optræde (inkl. os) med det de nu kunne. Vi havde i SJ lavet en cheer (mega åndssvagt), og den blev modtaget med stor begejstring fra vores tilskuere.

Søndag var vi så på city tour i Hanoi, hvor vi så en pargoda, the tempel of litterature og Vietnam Museum of Ethnology. Vi (fire frivillige fra SJ Vietnam) var her på tur med seks unge vietnamnesiske frivillige, som er medlem af SJ-Club. Det var rigtig sjovt og spændende.

Da vores “tour” var færdig gik turen så til værtsfamilien, hvor jeg sidder lige nu.

Jeg glæder mig rigtig meget til at påbegynde arbejde og komme i gang med en hverdag. Jeg er lidt skuffet antallet af arbejdstimer om dagen (2,5), men Elisabeth og jeg håber at kunne påbegynde et projekt, som vi jo af Rikke og Rekha er blevet klædt godt på til at arbejde på. Vi må se, hvad der sker!

Om en uge får jeg jo også besøg af min mor og far – det bliver vildt dejligt. Både at se dem igen, men også at skulle se mere af Vietnam, og vise dem, det jeg laver.

Alt for nu. Jeg håber I har det godt, der hvor I er.

Mange tanker herfra.

- Signe.