Like this:

Som overskriften hentyder, vil jeg “kort” berette om min tur til/i fitness i dag. For det er ikke bare en tur i fitness – det er vildt!
Jeg starter turen dertil i bus. Gerne en mega proppet bus, hvor man lige så godt fra starten kan vænne sig til, at ALLE skubber og står i vejen.
Forstil dig, at bussen er tæt pakket. Du har rygsæk på. Det er umuligt at komme til at stå et sted, hvor du kan holde ved. Bussen accelererer, du kan kke gøre andet end at følge med bevægelsen, og falde frem og tilbage i dem omkring dig. Folk råber, snakker til dig, berunder dig, slår dig uden du ved, hvad der helt præcist foregår. Pludselig flyver dit hjerte op i halsen, da bussen kører over for rødt, og har retning direkte mod mængde af “motorbikes”.
Det er vist kort og godt et lille udsnit af oplevelsen af en tur med bussen…
Og så ankommer jeg jo til motionscenteret. Her mødes jeg af tusind nysgerrige blikke (mest af mænd) som KUN er iført deres bokseshorts/underbukser. (ingen sko eller lignende) Hvis ikke de har synet rettet mod mig (ikke på en ubehagelig måde), er det rette mod dem selv i spejlet, hvor de spænder med musklerne.
Damer går ikke i fitness her – kun til aerobic. Ikke aerobic, som vi kender det. Nej, de bevægelser de laver, ville du kunne komme i fængsel for at lave offentligt i Danmark. De er meget perverse. Og damerne er selvfølgelig heller iklædt ret meget tøj. Det minder mest af alt om en bikini.
Ikke nok med det, så kommer der tit uventede besøg i bruseren. (det lyder lidt forkort) Men men men, når jeg står i gang med at vaske hår, kommer der tit et par damer fra aerobicholdet, som skal på toilet på samme tid. (Der er kun et toilet) Dette er slet ikke noget problem – den ene sætter sig nemlig bare inde i bruseren hvor jeg er i bad!!!! Når man skal, så skal man.. Åbenbart.
Man må vænne sig til meget her! Hehe. Jeg tager (det meste) med et smil og et grin..

Ellers har jeg det rigtig godt her i Hanoi. Jeg var til “begravelse” sidste uge, som på en gang var en spændende og meget mærkelig oplevelse. De gør rigtig meget ud af døde mennekser her. Pigen, Bông, (hvis navn jeg ikke kan udtale) har efterfølgende fortalt mig meget om det. De går meget op i troen på sjælen, og dyrkelsen af denne. Nogle traditioner synes jeg er meget underlige, men der er også ting vi i Danmark kunne lære af.

Status med hospitalet er, at jeg bliver. Jeg har valgt at se på projektet med andre øjne, og tænker hele tiden på, at det er for børnenes skyld jeg er der, og ikke min.
Det gik først rigtigt op for mig for et par dage siden, da to nye lang-tids-voluntører skulle besøge vores projekt. Efter arbejdet fortalte de, at de synes det var vildt, så glade børnene blev for så lidt. Det har mine forældre også flere gange sagt til mig, efter deres besøg på hospitalet. Så jeg vil ligge vægt på, og minde mig selv om (når jeg synes det er allermest kedeligt, eller alt for lidt tid) at målet er at gøre de par timer til dagens bedste for de børn, der er på hospitalet. De ser frem til, vi kommer, og råber altid “hello” eller “Xin Chao” med en enorm glæde. Jeg er nu blevet overbevist om, at deres tilråb, glæde, smil og grin er hele arbejdet værd – og det er det jeg er her for. Det kan godt være, mit arbejde ikke lige frem skaber en social forandring (som jeg var overbevist om, jeg skulle i Indien), men jeg gør en forskel for de børn. Det har jeg nu fået øjene op for, og det er ubeskrivligt givende.

Lige nu ser jeg frem til utrolig mange begivenheder. Der skal jo ske så meget. I feb. er der Tet holiday, som er vietnamnesernes nytår. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg har hørt rigtig meget om det, og glæder mig til at bruge en masse tid sammen med familien, og opleve det hele.
Vietnameserne holder ca 14 dages ferie omkring Tet – så det skal vi også. Det vil sige jeg har min sidste arbejdsdag omkring den 5. feb. Det er lidt vildt! Så skal der opleves noget mere af Vietnam.
Den 20. feb. kommer min veninde Vanessa (som jeg har mødt igennem Mellemfolkeligt Samvirke. Hun var også med i Indien og er lige nu i Nepal at arbejde). Vi skal så rejse rundt sammen i en måneds tid. Planen er lige nu lidt Vietnam og så Cambodia. Jeg har lidt problemer med mit visum, og der er kommet nye regler her i Vietnam, så vi må se, hvad tiden bringer.

Jeg er stadig enorm glad for at være her. Jeg skulle lige i gang igen efter mine forældre rejste, men nu kører det bare. Min værtsfamilie er fantastiske – omsorgsfulde og vil mig alt det bedste. Jeg er begyndt at snakke mere og bedre med Bông (det er så nemt at skrive) Så det er bare herligt.

Jeg håber du/I fortsat har det rigtig godt! Håber, at høre fra dig/jer. Smid evt. en kommentar herinde.

Knus, kram og tanker fra Hanoi.